Filmene i programmet suppleres af læringsmateriale målrettet folkeskolen og gymnasiet.

Dokumentarfilm er ikke kun for voksne, og dét tager CPH:DOX helt bogstaveligt i år, hvor festivalen for første gang kommer til at byde på et særskilt skoleprogram for børn og unge med dokumentarfilm målrettet elever i indskolingen, på mellemtrinnet, i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.

Programmet går under titlen ’CPH:DOX for Børn og Unge’ og filmene kan opleves samtidig med CPH:DOX (16. til 26. marts) i københavnske biografer og i kulturhuse som Absalon, KU.BE og Børnekulturhus Ama’r. Filmene er særligt udvalgt gennem deres evne til at sætte aktuelle temaer i spil, give nye perspektiver samt involvere eleverne i en dialog, der kan give nye svar på de store spørgsmål i vores samtid.

Sådan virker det!

Sådan virker det!

Plug and play: Et skoleprogram der understøtter undervisningen

De enkelte film er kombineret med fagspecifikke undervisningsmaterialer og efterfølgende debatter, lege, workshops og oplæg – så eleverne (og lærerne) får størst muligt fagligt udbytte ved at deltage i en international festival som CPH:DOX. Programmet er kurateret til at kunne understøtte læringsmål i undervisningen, og er udviklet i tæt samarbejde med de danske faglærerforeninger samt tilpasset målene for folkeskolereformens åbne skole, Fælles Mål for folkeskolens fag og emner og STX bekendtgørelsen.

Skoleprogrammet zoomer ind på fire alment relevante temaer, der kan supplere undervisningen i specifikke fag. Temaet  ’Digital dannelse’ sætter fokus på hhv. de risici og det potentiale, der er forbundet med at færdes i den digitale trafik, mens temaet ’Kvantespring’ går på opdagelse i naturvidenskaben som et værktøj til at forstå menneskets gøren og laden. Under temaet ’Grænseland’ fokuserer skoleprogrammet på grænser mellem mennesker – ikke kun i form af nationalitets – og landegrænser, men også kulturelle, historiske og religiøse grænser. Til sidst, med temaet ’Dig mig og identiteten’, udforskes køn, seksualitet, venskaber og alle andre kategorier, der er med til at definere hvem, vi er – og ikke er.

Under disse fire temaer er allerede 12 dokumentarfilm udvalgt og bekræftet som en del af skoleprogrammet.

Børnene på Silkevejen

Børnene på Silkevejen

Indskoling: Legende og levende film

For indskolingen indeholder programmet legende og levende film som for eksempel Min Mosters Historier om drengen Theodor og hans søfarende moster Lola, der giver et både eventyrligt og realistisk billede af livet på havet. I 1 minuts natur beskriver en flok fantasifulde børn i 7-9 års alderen legende deres hverdagsoplevelser, der udformer sig som en række små animerede dokumentarfilm. Filmen Kamelen Caramel handler om den døve dreng Kori, der bor i en flygtningelejr med sin familie i Saharas ørken, og hvis bedste ven er den hvide kamel, Caramel.

Mellemtrinnet: Nuancer og nysgerrighed

For mellemtrinnet tæller programmet nuancerede og nysgerrige film som for eksempel Børnene på Silkevejen – en serie af korte dokumentarfilm om børn fra lande som Nepal, Indien og Kazakhstan med vidt forskellige livshistorier. Che er en coming-of-age-fortælling med visuelle effekter, der er en actionfilm værdig, der handler om en 12-årig, fantasifuld dreng, som savner sin kernefamilie efter forældrenes skilsmisse.  Endelig indeholder arrangementet Sådan virker det! en naturvidenskabelig film om en 100 meter lang Storm P-maskine, der skaber dominoeffekt og kædereaktioner i en så fascinerende grad, at det er umuligt at kigge væk.

Swagger

Swagger

Udskoling: Mellem barndom og voksenliv

For udskolingen er filmene målrettet stadiet mellem barndom og voksenliv. Her er film som Miranda – en politiker bliver til, der følger den 14-årige Miranda og hendes politiske rejse mod en karriere i det højreradikale parti, Sverigesdemokraterne – om konflikter, drømme og personlig udvikling. I The Girl of 672K møder vi den unge social media-stjerne, 15-årige Annegien, som har flere følgere på de sociale medier end de fleste Youtube-stjerner kan drømme om – hende kan eleverne også møde i en workshop under CPH:DOX.  Og så er den film franske Swagger et levende og farverigt ungdomsportræt af en gruppe fransk-arabiske og fransk-afrikanske teenagere, der bor i et af landets fattigste kvarterer.

UNG:DOX: Debatskabende dokumentarer

Endelig tæller børne- og ungdomsprogrammet debatskabende film målrettet gymnasieuddannelserne. Blandt disse er Safari, en film, der kaster et kritisk lys over europæiske safariturister og deres trofæjagt, Forever Pure – en film om det israelske fodboldhold, Beitar Jerusalem F.C, der stiller skarpt på racisme i sport og giver et unikt perspektiv på Mellemøstkonflikten. Desuden tæller gymnasieprogrammet også filmen Stranger in Paradise, der som et dristigt formeksperiment giver et nyt og håndgribeligt perspektiv på flygtningekrisen, samt på Europas håndtering af ankomsten af migranter og flygtninge.

Alle filmvisninger og aktiviteter i CPH:DOX’s skoleprogram skræddersyes til den enkelte klasse, og lærere kan således tilmelde sig og bestille billetter ved at kontakte projektleder, Marie Ørbæk, på marie@cphdox.dk eller 60 47 69 06. Følg løbende med i filmprogrammet, der hele tiden får tilføjet nye titler på www.cphdox.dk/skoleprogram.