Corpus, Eventministeriet og CPH:DOX sætter ny (studievenlig) performance af Jesper Just op i A-salen med musik fra bassisten i Sonic Youth, Kim Gordon.

På seks udvalgte datoer i marts kan du opleve en helt særlig ballet-performance i A-salen – til særdeles studievenlige priser.

‘Interpassivities’ er et nyt værk af Jesper Just, en ballet-performance der undersøger grænserne mellem det virtuelle og virkelige i nutidens samfund. Gennem medierede gentagelser af virkeligheden opfører og udstiller balletten forskellige udviklinger inden for rum, arbejdskraft, kommunikation og erkendelse.

‘Interpassivities’ er præsenteret af Det Kongelige Teaters balletgruppe Corpus, Eventministeret og CPH:DOX, og bliver fremført i A-salen seks gange i marts.

Det virtuelle bliver virkeligt – og omvendt

‘Interpassivities’ er Jesper Justs nyeste produktion, og den består af dans og liveperformance i et skiftende visuelt og auditivt scenelandskab. Den musikalske lydside skabes af livemusik og filmiske optagelse med Kim Gordon, bassisten fra det legendariske band Sonic Youth, og er med til at skabe forestillingens struktur – frem for blot at være i baggrunden.

Forestillingen undersøger de grænser og hierarkier mellem virkelighedens og det virtuelles sfærer, som normalt tages for givet i vores samfund. I ‘Interpassivities’ bliver det virtuelle præsenteret live i scenerummet, og virkeligheden fremstår derfor som en medieret repræsentation. For hvad er egentlig forskellen på virkelighed og virtualitet i nutidens samfund når alting gengives i den virtuelle verden?

Forestillingen er inspireret af Jorge Luis Borges historie ’On Exactitude in Science’, som handler om et stort herredømme, hvor man fremstillede et landkort, der var lige så detaljeret som landet selv.

Pris og dato

Billetter til balletten koster 72 DKK for unge under 25 – ellers 120 DKK.

Balletten fremføres med to nye datoer, den 30. og 31 marts

Læs mere og køb billetter her

Projektet er muliggjort med hjælp fra Bikubenfonden, Statens Kunstfond, Beckettfonden, Kvadrat og Galerie Perrotin